PARIS-ROUBAIX CHALLENGE, 170 km med 55 km Brosten.
Brostenene som mange taler om men alt for få prøver kræfter med er nu blevet testet. Vi er SÅ glade for endelig at kunne dele vores oplevelser omkring det legendariske løb med jer.
Opbygningen er SÅ special. Man grubler og funderer over udstyr, cykel, dæk i ugerne op til løbet og på et eller andet tidspunkt træffes der en endelig beslutning om hvad man ruller ud med på dagen.
Vores valg faldt på en Cervelo Aspero med Sram Rival og Reserve gravelhjulsæt. Vi udstyrede den med 35 mm S-works mondo dæk, sat op Tubeless.
SHOWTIME
Med en tidlig start på den 170 km lange rute var det en utrolig fornøjelse at konstatere, at vejret var FANTASTISK. knapt tyve grader og RYGVIND næsten hele ruten. Fuldstændig perfekte vejrforhold til dette løb.
Aftalen var fra start at holde et roligt tempo hele løbet og evt give den gas senere hen, hvis kræfterne var til stede. Det gav os mulighed for virkelig bare at se landskabet og nyde den helt specielle og meget forventningsfulde stemning.
Brostenene
Det første møde med Brostenene var egentlig ret mildt. En 2 stjerners sektor var til at overskue og noget vi absolut ville kunne møde herhjemme. Sådan blev det bestemt ikke ved med at være. Det rigtige dækvalg ville være helt afgørende i dette løb.
Dækkene
Vores valgte S-Works mondo 35 mm dæk var som udgangspunkt pumpet op til ca 3 bar. Det virkede liiidt for hårdt, men faktisk var tanken bag dette, at de måske ville tabe lidt luft i løbet af dagen. Dette skete dog på ingen måde. Tubeless setuppet var helt tæt, så allerede fra start begyndte overvejelserne om at lukke lidt luft ud.
Problemet med at lukke luft ud af dækkene er det, at de værste sektorer kommer i slutningen af løbet. Med ca 70 km igen skal Arenberg forceres og der duer det ikke at have for bløde dæk. Sker dette, så er sandsynligheden for at du rammer mod fælgen rigtig stor. Det kan være virkelig hård kost og i sidste ende ødelægge et hjul.
Vi slap en smule luft ud og noterede os omgående at komforten blev bedre, roen på brostensstykkerne var større, og sikkerheden for fælgen var intakt. Det endelige dæktryk endte på ca 2,4 bar. Der var plads til at gå lavere endnu, men ikke meget.
Dækket greb i øvrigt helt fantastisk i sving. Man kunne zigzagge ud og ind mellem folk på tyndere dæk. Du havde en fornemmelse af et helt vildt godt og sikkert vejgreb der kunne oversættes direkte til højere hastigheder i svingene.
Om at køre på brosten.
Det første du bemærker på en sektor med brosten der har en sværhedsgrad på ca 3-4 stjerner ud af 5 mulige er, hvor lidt du selv er herre over. Brostenen vælger i høj grad vejen for dig i motionssammenhæng. Kører du som prof så er det bare om at lukke øjnene og håbe på det bedste. Alene den tanke er svær at forlige sig med, for rundt omkring er tilfældigheden i kvaliteten af underlaget virkelig stor.
Som udgangspunkt forsøger du som rytter at køre enten på toppen (kronen) af brostenene eller helt ude i siden. Den sidste løsning kræver god teknik og villighed til at reagere hurtigt. Men den kan være langt mere komfortabel og hurtig når det er muligt. Undertegnede var selv glad for at vælge siderne af vejen når dette var muligt.
Dernæst er der to måder at køre på: all out eller sneglefart.
Giver du den fuld havre over brostenene så lettes trykket på hænderne MEGET. Dine ben tager meget mere af kroppens vægt og det hele flyder bedre. Kombinerer du dette med en lav kadence, så begynder det virkelig at ligne noget. Det koster imidlertid vildt mange kræfter og som almindelig motionist er det at køre 55 km med maksimal intensitet måske liiiiige vildt nok.
Konklusionen bliver at man vælger sine kampe. På de sektorer der er til at overskue kan vi slappe lidt mere af og acceptere, at uden mange watt fra benene går det bare virkelig langsomt og bliver ret hårdt for kroppen. For rystelserne går direkte op i armene og det føles VOLDSOMT. Det slider at køre langsomt. Selvmodsigende og hårdt at acceptere.
Grebet i styret
Rolf Sørensen siger det fint: Du skal lade styret danse i hænderne på dig.
Det giver fint mening og man kan se det for sig. For jeres forfatters vedkommende kan det konstateres at den filosofi virker under maksimal indsats og medium-svære brosten.
Når de svære sektorer kommer, ja så bliver det lynhurtigt et spørgsmål om at overleve. Stenene bestemmer din rute og du kæmper ofte febrilsk for at få medindflydelse over hvor cyklen kører hen. Grebet om styret strammes MEGET og det er nødvendigt. Ihvertfald for en motionist. Men bevares, er du enormt stærk, så har filosofien en vis anvendelighed. Så flyder du mere henover brostenene.
Bikefittet
Der er ingen tvivl om at det gode Bikefit er nøglen til den gode oplevelse. Cyklen jeg kørte på kunne faktisk have draget nytte af 1-2 cm længere frempind, da en mere udstrakt position giver kroppen en bedre evne til at flexe når du rammer ujævnhederne. Note to self, husk en ekstra frempind til brostensløb, den kan forbedre oplevelsen dramatisk tænker jeg. Jeg "redder" tingene en smule ved at rykke sadlen ca 1,5 cm bagud og kommer dermed længere bagover krankboksen, og oplever en klar forbedring i kontrol når jeg rammer brostenene. Ikke det helt korrekte valg, men det virker bestemt.
Arenberg
Er der et stykke vej der er berømt i cykelverdenen, så er det Arenberg. Med sine ca 2 kilometers brosten er det her talrige cykelløb er gået fløjten for selv meget dygtige ryttere.
Vi nåede Arenberg fulde af spænding og begejstring. Hvordan ville det blive? Var det så vildt som folk sagde? Ville udstyret holde?
Når man ruller ind gennem den nye chikane som i øvrigt bare var et U-Turn umiddelbart inden de første brosten forbløffes man over al mediebevågenheden over denne beslutning fra arrangørens side. Det virkede helt ok.
Selve skoven starter blidt ud og du får fornemmelsen af at det her er helt igennem acceptabelt. Det holder ca i 300 meter og derefter begynder det mest afsindige underlag jeg nogensinde har prøvet at køre på.
Billedet, synes vi, viser det meget godt. Det var det sværeste billede undertegnede nogensinde havde taget. ALT talte imod at tage telefonen frem fra lommen og det var næsten heller ikke til at lykkes med. Da billederne blev set igennem var det her resultatet. Arenberg er bare udfordrende.
Det særlige ved brostenene i Arenberg er, at de lægger helt og aldeles tilfældigt. Og når du rammer dem så tror du at det er løgn. Al fornemmelse af kontrol forsvinder og du sidder bare og håber på du ikke styrter. Underlaget er permanent fedtet, der er INGEN sider du kan køre i og du må simpelthen tage de tæsk du får. Oplevelsen er virkelig speciel, for udover du kæmper med at holde dig oppe så sidder du og under dig over hvor langt stykket egentlig er. Du går nærmest ind i din egen boble og sidder bare der og kæmper med cyklen og det bliver VED! Vi klarer den uden styrt eller defekter og kører så videre. Men sikke en omgang. Det er svært at overdrive hvor anderledes det egentlig føles at køre Arenberg.
Carrefour De l'Arbre
Det vigtige at forstå ved denne sektor er, at den er ude i vinden. Det er det første! Du er helt eksponeret for elementerne i modsætning til Arenberg skoven hvor der er helt stille og roligt.
Der er flag overalt der viser dig vindretningen og igen er det første stykke helt ok. Det ændrer sig dog hurtigt. Efter et stykke tid drejer vejen til venstre og så går det altså opad. Ja der ER bakker i Paris-Roubaix og en af dem er sidste del af Carrefour sektoren. Her er brostenene meget skørt skruet sammen, for fra midten og ud mod siderne falder de drastisk ned. Det skråner altså, voldsomt! Der er ingen eller meget få steder at gemme sig i siden af vejen og hulter til bulter er nøgleordet for stenene. MEGET tilfældigt og ekstremt bumlet. I øvrigt rammer vi direkte ind i modvind da vejen drejer til venstre og det gør bare strækningen nådesløs hård. Du skal helst ind og ligge i læ bag en rytter der matcher dig, for ellers kæmper alting simpelthen imod dig.
Strækningen er enormt hård og du kæmper langt mere mod vind og bakke end i Arenberg.
Efter Carrefour er løbet langt fra færdigt men det værste er overstået. Vi rammer et depot, tanker op, nyder solen, en vaffel, fylder dunke, får lidt olie ved Shimano standen som er til stede i alle depoter. Det er VIRKELIG fin service med dét indslag.
Vi ruller sikkert gennem de sidste sektorer og for undertegnedes vedkommende kan det konstateres, at overskuddet er intakt. Jeg er ikke gået for dybt og har kræfter til at træde til når jeg ønsker det. Fra starten var det mit ønske at køre løbet LANGSOMT, da jeg havde haft 14 dage med ret hård forkølelse der fuldstændig umuliggjorde en fornuftig forberedelse til løbet. Og når en løbstaktik virker er det virkelig en god fornemmelse.
I mål
De sidste kilometer overståes og vi ruller i mål i velodromen i Roubaix. Super god stemning og masser af glade mennesker er overalt. Vi er trætte, glade og alle er kommet helskindede igennem løbet. Job well done.
Reflektioner og løst og fast.
Udstyret fortjener en kommentar først. Cervelo Aspero var en suveræn makker undervejs. Den var klippestabil og med sine 35 mm S-Works Mondo dæk var der komfort og kontrol på selv de værste tidspunkter. Skulle jeg vælge om igen, så havde jeg dog taget et endnu bredere dæk, da den lave hastighed vi bevægede os med ikke havde noget problem med f.eks et sæt Pathfinder Pro i 42 mm. Det havde en fra gruppen og han ELSKEDE den kombination. Generelt kan man sige: Jo mere komfort jo bedre og da selv Bahrain Victorious kører med 35 mm dæk er det helt klart at trenden mod de bredere dæk ikke lader til at være overstået. Du kan købe cyklen her og du kan læse en fuld test af cyklen her
Hjelmen, en S-Works Prevail 3 var fantastisk! Super godt ventileret og med en helt eminent pasform var den et perfekt valg på dagen. Temperaturen nærmede sig ofte 23 grader og med høj sol var det vigtigt med god afkøling af hovedet. Det leverede den til fulde. På intet tidspunkt havde man behov for at tage den af for at “hvile hovedet”. Og det er virkelig bare Specialized i en nøddeskal når vi snakker hjelme. De er helt suveræne her. Du kan læse den fulde test af hjelmen her og købe hjelmen her
Praktikken omkring løbet og konklusion
Rent praktisk er løbet enormt velafviklet. Alt fra afhentning af startnumre, flagvagter og depoter fungerer bare super fint. Du er hjulpet fint fra start til slut og kan koncentrere dig om at nyde oplevelsen. Folk kører fornuftigt og passer på hinanden og stemningen er god. Der er ikke tidstagning og det sætter en tyk streg under arrangørs fokus på den gode oplevelse.
Overordnet set er det her et virkelig undervurderet motionsløb. Vi forstår faktisk ikke, hvorfor det her ikke er lige så populært som La Marmotte. Ruten du kører er stort set identisk med selve kødet af de professionelles løb og der er ingen som helt sandsynlighed for at du lige får kørt den her rute en normal dag i din sommerferie. Det SKAL ske i løbssammenhæng før det overhovedet sker. Du prøver kræfter med noget fuldstændig unikt og får endnu større respekt for hvor vild en udfordring de unge proffer står overfor 1 gang om året. For undertegnedes vedkommende kan det bare siges at det SKAL prøves igen!
Er du nysgerrig på løbet, så smut herover og se mere:
